Der er ikke noget hæsligere sted af være end i sorg. Men det er nødvendigt. Og det tager tid. Sorgen skal man ikke videre fra. Sorgen skal man igennem. Men det kan også være svært nok.
Kommentarer som ”Op på hesten igen”, ”What dosen’t kill you makes you stronger” eller ”Er du kommet videre”, er flittigt brugt i forbindelse med folk i sorg. Men når man er i sorg, så er det ikke noget, man kommer videre fra. Det er en lang procces, man død og pine skal igennem. Der er ingen vej udenom. Nogen føler sig stærkere bagefter. For andre er det så stort et slag, at det i praksis betyder, at de aldrig rigtigt kommer op på fuld funktionsdygtighed igen.
Vi mistede selv for 9 år siden vores første søn. Tiden er gået, jeg har selv gennemlevet en sorgproces, og jeg har igennem en årrække arbejdet som frivillig med forældre, der har mistet spædbørn. Jeg har stået ved siden af mange, der har mistet et lille barn. Der bliver ramt af livets ubønhørlige grusomhed.
Min oplevelse er, at når ens barn dør, så dør man måske ikke selv af det, men man bliver heller ikke nødvendigvis stærkere. Den grundlæggende tillid til livet kan være brudt. ”Op på hesten igen” er noget man billedligt talt kan komme, hvis man har misset en stor målchance i en fodboldkamp eller dumpet en eksamen. Det er helt malplaceret og en devaluering af den livsforandrende tragedie, det er at miste et barn. Begrebet ”hun er kommet videre” eller spørgsmålet: ”Er du så kommet videre” har også en skjult dagsorden, en underliggende intention og en værdiladning, der ønsker at trække en væk fra at være i sorg. Vi skal se at komme videre.
Der er ikke noget hæsligere sted af være end i sorg. Men det er nødvendigt. Og det tager tid. Sorgen skal man ikke videre fra. Sorgen skal man igennem. Men det kan også være svært nok.
Det mange oplever er, at de overlevelsesstrategier, de har tillært sig gennem livet, ikke længere slår til. Fortrængning dur ikke – i længden. At kaste al energi over arbejdet dur heller ikke – i længden. At se positivt på tingene tur heller ikke – i længden.
Hvordan kommer man så igennem en sorg? Det er der naturligvis ikke et enkelt svar på. Tabsomstændighederne og ens øvrige historie spiller en stor rolle, og de faktorer er jo netop individuelle. Men at tage sig selv og den måde, man reagerer seriøst, må være første skridt. Ikke at lade sig diktere af andres forventninger til hvad man skal gøre, hvordan man skal reagere, og hvor lang tid det skal tage. Ikke at lade sig diktere af egne forventninger. Eller af andres misforståede bedrevidenhed.
Den nyeste sorgforskning, også betegnet to-sporsmodellen, beskriver sorgen som forløbende i to parallelle spor: ”Tabs-sporet” og ”Genindsættelses-sporet”, og så pendulerer man imellem disse to spor. I starten er pendulet meget sandsynligt langt det meste af tiden i tabs-sporet, og man får kun ganske få og korte pause i ”genindsættelses-sporet”. Som tiden går, vil den penduleren ændre karakter. Se illustrationen herunder.
Den nyeste sorgforskning gør også op med, at man skal tage endegyldigt afsked med den afdøde. I stedet er tanken, at de døde bærer vi med os livet igennem.
Her kan symboler være en hjælp. Symboler fjerner ikke sorgen, og de bringer heller ikke de døde tilbage igen, men symboler kan være med til at anerkende, at der var noget, som ikke er mere. De kan være med til at skabe en ramme for at ære dem, der var. De kan være med til at understøtte ritualer. Og de kan være en hjælp til de pårørende, som måske ikke helt ved, hvad de skal sige. Der kan det måske være lettere at tænde et lys eller give en minde-ting med ordene: ”Jeg tænkte lige på dig, da jeg så den her.” Det er så meget mere en anerkendelse af, hvordan sorgramte har det og den situation, vedkommende er kommet i end en (helt sikkert velmenende) kommentar som: ”Er du ikke kommet videre?”
KH Rebekka Høy Biegel
Kort om MindMyAngel.com:
MindMyAngel sælger mindelys, pynt til kirkegården og mindeting til hjemmet, mindeæsker og bøger om sorg.
MindMyAngel er opstået ud fra et personligt behov for at mindes vores børn. I 2007 oplevede vi begge tragedien at miste vores første barn. Gennem årene har vi ofte oplevet at gå forgæves eller bruge unødvendig meget energi på at finde symboler og ting, der kan udtrykke et glimt af den længsel og det savn, vi føler.
Vi har grundlagt MindMyAngel med et ønske om at samle symboler og konkrete ting, som kan tænde lys i mørket både for den sørgende og de pårørende. Når armene bogstavelig talt er alt for tomme, og når savnet fylder alt, er intet plaster stort nok. Vi oplever alligevel, at det lindrer at udtrykke sin kærlighed – én måde at gøre det på kan være ved konkret at ’gøre noget’, f.eks. at tænde et lys derhjemme eller på graven eller at omgivelserne viser, at de husker. Symboler kan være en hjælp til at barnet integreres i det liv, som fortsætter – at barnet får sin plads i familien og bæres med i hjertet.
Vores vision er åbent at stå ved, at døden er et livsvilkår, som før eller siden rammer os alle. Vi tror på, at mange mennesker har et større behov for at give sorgen plads og synlighed, end der rummes i vores samfund i dag. Et behov som over tid oftest ændrer form, men som varer resten af livet. Det er helende at få lov til at integrere det barn eller det menneske, vi mangler, i vores fortælling og i vores videre liv. Det kan føles livsbekræftende og befriende, når sorg og glæde får lov at eksistere side om side. Når vi kan tale om det, som det vilkår, det er.
I Danmark mangler vi et sted, som både forhandler konkrete produkter, og som gør det tilgængeligt at finde nyttig information og relevante links, når døden er tæt på. Det er vores vision, at MindMyAngel gør dette tilgængeligt. Vi vil arbejde på, at MindMyAngel når ud til en bred gruppe af mennesker både i Danmark og i udlandet, som har mistet et elsket menneske, og som leder efter et symbol, der kan udtrykke en del af savnet og kærligheden.
I kærligt minde om Kaspian og Albert
Rebekka og Kamilla